15/08 10.59 2008
Opdateret: 15/08 12.59 2008
Tv-omtale
Fokus på fynsk fodbold
I dette efterår vil FBU sætte ekstra fokus på den bedste fynske fodboldrække. Fynsserien, eller Albaniserien som sponsornavnet er, skal både trække flere tilskuere og lokke flere seniorspillere til at snøre støvlerne.
TV 2/FYN følger med, og hver søndag efteråret ud, dækker vi Rundens Kamp.
Rundens Kamp bliver hver uge udvalgt af FBU, og hjemmeholdet bliver før kampen værter for et arrangement, hvor kendte fodboldnavne vil holde oplæg om emner, der er vigtigt for fodboldens udvikling - det bliver emner som fairplay, sund kost og klubbernes økonomi.
Oplægsholderne vil være navne som Richard Møller Nielsen, Roald Poulsen og Claus Bo Larsen.
I vores 1930-udsendelse søndag aften, vil der efteråret ud være reportage fra selve spillet i Rundens Kamp, ligesom vi vil kigge nærmere på de emner, der er oplæg om.
Fjordager slog topholdet
Thomas Andersen scorede alle Fjordagers tre mål.
Efterårets sidste udgave af Rundens Kamp var et topopgør mellem førerholdet Svendborg og Fjordager, der før kampen var på tredjepladsen.
Fjordager var værter, og de var også klart bedst i kampen første time.
Kort før pausen scorede Thomas Andersen til 1-0 for hjemmeholdet, og på et par gyldne minutter i begyndelsen af anden halvleg fik han øget til både 2-0 og 3-0.
Svendborg fik rimeligt hurtigt reduceret til 3-1 og i de sidste minutters pres fik de også scoret til 3-2.
Inden kampen fortalte Middelfart Sparekasses HR-direktør Knud Herbert Sørenden om, hvorfor foreningernes frivillige er attraktiv arbejdskraft for virksomhederne.
Søhus bankede Assens
Søhus' John Thura jubler efter sit mål til 4-0.
Søhus bankede søndag den 9. november Assens med 5-1 i Rundens kamp i Fynsserien. Søhus' John Thura scorede to mål.
Inden kampen talte fysioterapeut Lisa Thomey, der blandt andet arbejder for GOG, om betydningen af at forebygge sportsskader.
Svendborg mod Tved
Svendborg gav Tved en dukkert i sydfynsk lokalopgør
Svendborg gjorde rent bord i lokalopgøret mod Tved d. 2. november.
Før kampen fortalte OBs assistenttræner, Viggo Jensen, om kunststofgræsplæner.
Korup mod Tved
Det blev en målfest, da Tved den 26. oktober hjemme slog Korup med hele 4-3, efter at Korup ellers havde været foran med 3-2.
For Tved scorede Lars Bjørn Eriksen to gange - han blev matchvinder fem minutter før tid. Hos gæsterne fra odenseanske Korup sendte Ulrik Madsen to gange bolden i netmaskerne.
Inden kampen talte den tidligere danske landstræner i fodbold, Sepp Piontek, over temaet "Trænerinspiration" om sit liv i fodbold.
Aarup sejrede til sidst
Benjamin Tempelaars når højst.
Med godt 400 tilskuere på sidelinjen lykkedes det kort før tid Aarup at sikre sig en 1-0 sejr i lokalopgøret mod gæsterne fra Assens.
Hjemmeholdet havde klart mest spil og også flest chancer, selvom kampen generelt var chancefattig, da begge hold sørgede for hele tiden at holde mange folk bag bolden.
Men på et hjørnespark i de sidste minutter dukkede Benjamin Tempelaars op og headede det afgørende mål i kassen.
Inden kampen fortalte ungdomsforskeren Søren Østergaard om sine undersøgelser af, hvad der får børn til at forlade fodbolden i 11-12 års alderen.
Hvem turde være vinder
Søren Rasmussen fra Tåsinge har netop scoret til 1-1
Rundens kamp 12. oktober stod mellem Assens FC og Tåsinge fB.
For første gang i sæsonen følte Tåsinge sig som favorit mod et teknisk dygtigt Assens-mandskab, der med mange unge spillere mangler en del rutine.
Men det var hjemmeholdet fra Assens, der bragte sig foran 1-0 på mål af Jack Nielsen efter et flot angreb.
Tåsinge lå inden kampen på en tredjeplads – ikke mindst på grund af et stærkt forsvar. Holdet havde indtil Assens-scoringen kun lukket fire mål ind i denne sæsons første ni kampe.
Før kampen i Assens holdt den tidligere FBU-konsulent og kvindelandsholdstræner Keld Gantzhorn oplæg om vindermentalitet.
Hans pointe er, at sportsfolk skal turde være vindere, og andre skal se op til dem.
Og efter 43 minutters spil turde Tåsinges Søren Rasmussen være en vindertype, da han udlignede med et flot saksespark.
I anden halvleg trak Assens-målmand Søren Sørensen i nødbremsen, men han slap for det røde kort. Til gengæld fik han det gule, og det giver i Fynsserien også en ti minutters udvisning.
Det udnyttede Tåsinge, da Christian Kurt Hansen bragte udeholdet foran 2-1.
I overtiden var Assens tæt på at udligne, men det endte med en ude sejr til Tåsinge, der holdt fast i tredjepladsen.
Svendborg sejrede i Hjallese
Svendborg FB havde mest at juble over i Hjallese. Udeholdet vandt 3-2.
Den 5. oktober var Svendborg FB på besøg hos FC Hjallese, i en kamp der viste, hvorfor Svendborg ligger i toppen, mens odenseanerne kun har vundet én kamp i Fynsserien.
Sydfynboerne var skarpere i de afgørende situationer og vandt 3-2.
Inden kampen holdt Odenses rådmand for idræt, Jane Jegind, oplæg om idrætspolitik, og hjemmeklubben benyttede den lejlighed til at gøre opmærksom på, at klubben mangler en ekstra fodboldbane til at supplere den ene bane, som klubben har.
Flotte mål og spildte chancer
Thomas Skov jubler efter sin scoring til 2-1.
Det var en forrygende fodboldkamp med flotte mål og mange spildte chancer, da topholdet Marienlyst tog imod bundholdet fra Søhus.
Kampen er blot tre minutter gammel, da Marienlysts Lasse Kingo Rasmussen scorer på hjørnespark. Det fik dog ikke bundholdet til at trække sig tilbage på banen, for blot tre minutter senere reducerer Lasse Jakobsen til 1-1.
Blot 22 minutter er spillet, da Thomas Skov scorer fra 11-meter pletten til 2-1.
24 minutter – og Casper Munch scorer til 3-1 på noget der ellers ligner et indlæg.
Chancerne fortsatte i 2. halvleg, mens målene udeblev. 3-1-slutresultatet cementerer Marienlysts status som tophold med 17 point for 7 kampe, og fastholder Søhus i bunden med seks point for seks nederlag i otte kampe.
Målløs lokalfight
Tåsinge og Tved fightede godt, men der kom ikke gang i målscoringen.
Tåsinge tog mod Tved i et intenst og fightbaseret lokalbrag på Sydfyn, og hjemmeholdet fik vist, hvorfor de kun havde lukket fire mål inden dagens kamp.
Men Tved stod også solidt i defensiven, så det hele endte 0-0.
Før kampen holdt FC Fyns træner Anders Gerber oplæg, og efterfølgende havde hjemmeklubben arrangeret sponsorcykelløb.
Næste uges kamp er Marienlyst mod Søhus.
Målrigt opgør i Korup
Korup kan juble over den første scoring. Det var blot det første af Ulrik Madsen fire mål.
Efter en halvkedelig start på opgøret mellem Korup og Aarup søndag den 14. september begyndte der for alvor at ske noget, da kampen var 23 minutter gammel.
Aarup spillede bedst og fik to 99 procent chancer, der blev brændt, og et minut senere viste Korup sin effektivitet, da Ulrik Madsen headede sin første af fire scoringer ind.
Aarup udlignede fire minutter senere ved Henrik Nielsen og fortsatte det gode spil. Men igen var det Korup, der fik scoret – denne gang ved Kenni Rasmussen. Kort forinden mente Korupspillerne sig snydt for et mål. Aarups Martin Nielsen reddede på stregen – eller lige over – bolden var i luften. Før pausen udlignede Aarups Benjamin Tempelaars til 2-2.
Anden halvleg blev det tydeligt, at Aarup lider under en smal trup. Klubben har ikke noget ynglingehold at rekruttere spillere fra, og det kan træner Helge Thomsen mærke.
- Dem, jeg har, arbejder benhårdt, men som træner vil man jo gerne kunne sortere fra, og det kan jeg ikke, siger han.
Netop problemet med at fastholde de unge spillere i klubberne, holdt FC Svendborgs træner, Kurt Hansen, oplæg om i Korups klubhus inden kampen. Han mener, at løsningen er at sætte engagerede og kvalificerede trænere ind allerede på lilleputholdene.
Korup kom godt i gang i anden halvleg, og Ulrik Madsen scorede både til 3-2 og 4-2 med hovedet, før Aarup i dommerens tillægs tid reducerede til 4-3. Det nåede dog ikke at blive spændende, for i næste Korup angreb scorede Ulrik Madsen så med fødderne og gjorde det til 5-3.
Næste udgave af Rundens kamp er mellem Tåsinge og Tved.
Hjallelse fik første sejr i bundbrag
Langeskov havde sat alle sejl til for at gøre kampen festlig.
Der var masser af intens fight, da de to nyoprykkere Langeskov IF og FC Hjallelse tørnede sammen i Langeskov den 7. september.
FC Hjallelse vandt 1-0, men forud var gået en kamp, hvor Langeskov måtte se et straffespark reddet af målmand Niels Møller, et forsøg reddet på stregen og et mål underkendt for skub i ryggen.
Alt i alt var der tale om et spændende og sammenbidt bundbrag, hvor Hjallelse fik sæsonens første point, mens Langeskov endnu ikke har prøvet at vinde - de har dog tre uafgjorte kampe på kontoen.
Før kampen fik GOGs Arne Buch og Niels Kildelund inspireret og i en vis grad provokeret fremmødte sponsorer og klubfolk med et oplæg om, hvordan man kan tiltrække flere sponsorkroner.
At dømme efter stemningen i klubhuset, kunne oplægget godt have varet en hel time, men efter tre kvarter blev der sagt stop, så alle kunne nå ud og se spillerne løbe på banen sammen med 22 ungdomsspillere i fuld spilledragt.
Næste Rundens Kamp er Korup IF mod Aarup BK
Fjordager var overbevisende i Marstal
Ricardo fortalte om EM triumfen.
Marstal/Rise fik heller ikke sæsonens første point, da Fjordager IF var på besøg søndag den 31. august.
Odenseholdet spillede flot og hurtig fodbold i første halvleg og gik til pause foran 2-0.
I anden halvleg fik ærøboerne kæmpet sig ind i kampen, og det var ikke ufortjent, at de fik reduceret midt i halvlegen.
Men til sidst løb Fjordager igen fra hjemmeholdet, og kampen endte 1- 4.
Før kampen fortalte Richard Møller Nielsen om sine oplevelser ved EM triumfen i 1992, så det fyldte klubhus i Marstal genlød af høje grin, når den tidligere landstræner blandt andet fortalte om landsholdets berømte tur på McDonalds midt under slutrunden.
Trods det dårlige resultat i Fynsserien kunne Marstals fodboldfans glæde sig over, at pigeholdet i forkampen slog Bogense 2-1.
Sejr til Søhus
Topdommer Claus Bo Larsen fortælle om dommerens rolle.
Den 24. august var Rundens Kamp et lokalopgør mellem Stige og Søhus. Kampen blev overværet af 300 tilskuere og Søhus vandt med 2-1.
Se kampreportagen her og se topdommer Claus Bo Larsen fortælle om dommerens rolle.
Sanderum sejrer
Syv mål og godt vejr i Sanderum ved efterårets første "Rundens Kamp".
Første Rundens Kamp blev spillet søndag formiddag den 17. august, og trods god modstand fra nyoprykkede Hjallese, så hev hjemmeholdet en 5-2 sejr hjem. De komfortable cifre var lidt misvisende og de sidste tre mål blev da også sat ind indenfor de sidste ti minutter.
Før kampen hold Roald Poulsen oplæg om fairplay, og efter kampen var det en glad formand for FBU, Thomas Bytoft, der gjorde status:
- Det har været en dejlig oplevelse i dag: Dejligt vejr, to gode hold, der vil spille fodbold, godt tempo og mange gode mål.