Værter
Jesper Buch
Journalist og vært. Jesper Buch har været med på TV 2/Fyn siden stationens spæde start.
Han var blandt de allerførste som blev ansat i november 1988 og har lige siden ført seerne igennem de daglige udsendelser. Ikke kun som vært, men også som nyhedsreporter, redaktør og ankermand på en lang række programmer i forbindelse med folketings- og kommunalvalg.
Jesper Buch er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Han har været skrivende og redigerende medarbejder på først Vejle Amts Folkeblad, senere Vendsyssel Tidende.
I 1987 lod han sig ansætte i Odense Medieselskab, og året efter tog han springet til den nye regionale tv2-station på Fyn.
Han er født i 1961 i det østlige Jylland, men føler sig som fynbo efter mere end 20 år i Odense, hvor han i dag bor med sin hustru Mette og sønnerne Laurits og Rasmus.