18/11 02.19 2009
Opdateret: 18/11 02.19 2009
KV09 - artikler
Regionerne tabte stort
Borgerligt Centrum gik til valg på at regionerne ikke skulle være del af vores verdensbillede indenfor de næste 4-8 år. Selvom Borgerligt Centrum ikke opnåede valg til regionen, så er vi lykkelige for vores stemmetal på 0,2% som er langt over hvad vi regnede med.
Fire ud af ti danskere vendte regionen ryggen
Det mest sigende ved dette regionsvalg er dog, at 30% af danskerne blev væk og derudover valgte 10% at lægge en blank stemme på regionen.
4 ud af 10 danskere gider altså ikke tage stilling til regionen! Det er i den grad et skulderklap til vores mærkesag om regionerne – og ingen af de valgte i regionerne kan være glade for deres plads, når den bygger på så lidt tillid.
At Borgerligt Centrum ikke stormede ind havde vi regnet med. Vi er et nyt parti, endda et midterparti der altså fortsat ligger og roder i den cirkusmanege som Ny Alliance, Liberal Alliance og senest Ammitzbøll har leget klovne i – og det vil tage lang tid, før danskerne igen vil tage et midterparti til sig. Det har vi sagt fra starten og det har jeg fuld forståelse for. Derudover er regionsvalget ikke det mest sexede valg at stille op til, der har kun været en enkelt valgduel, vi har brugt 300 kroner på valgkampen - og store dele af pressen og befolkning har ikke gidet sætte sig ind i regionerne – det har vi også forståelse for. Regionsvalget har for Borgerligt Centrum ikke handlet om værdipolitik, hvor vi har godt fat i danskerne i forhold til regeltyranni og humanisme – regionsvalget var for os et JA eller NEJ til regionen og det er, hvad vi har kørt valgkamp på. Havde vi været rygere, eller fremmedfjendske havde vi måske fået lidt flere stemmer, men de holdninger har jo intet med regionerne at gøre.
Mærkesagen lykkedes
Vi ved dog, at det er lykkedes Borgerligt Centrum at sætte fokus på regionernes helt tåbelige rolle, deres inkompetente løsningsunivers og deres totale mangel på indflydelse i forhold til landspolitik og lokalt. At 4 ud af 10 danskere helt vælger regionerne fra siger en del om regionernes fremtid – og Borgerligt Centrum vil fortsat i de næste 4 år arbejde på, at regionernes dage skal være talte. Vi vil konstant opfordre til, at regionsråd over hele landet får oprettet lukningsudvalg, der lokalt skal lægge planer for hvad de foreslår, hvis regionerne bliver lukket. Med kun 60% der gider tage stilling til regionerne, vil det være dumsmart og direkte naivt, hvis de siddende regionspolitikere ikke tager den handske op og læser skriften på væggen! Ja det vil faktisk være uansvarligt. Derudover vil Borgerligt Centrum fortsætte de samtaler vi har med politikere på Christiansborg, om mulige lukningsmuligheder og fordelingen af områderne som regionen har stået for. Der rådgiver vi fortsat og vil også holde godt øje med regionerne i de kommende fire år.
Vi er de blanke stemmers vagthunde
Så i Borgerligt Centrum holder vi valgfest. Ikke fordi vi kom ind, men fordi danskerne viste deres holdning til regionerne ved at blive væk. Vi havde da gerne set at de blanke stemmer var gået til os – en blank stemme siger jo ikke meget i morgen, mens en stemme på os ville ha talt de blanke stemmers sag i fire år – men vi vil sørge for, at de blanke stemmer vil lyde i de kommende fire år, så politikerne huskes på, at de sidder og tager beslutninger på baggrund af 60% af danskerne.
Hvis man virkelig mener der skal stemmes igen om fire år, så er vi der igen... Og indtil da er vi vagthunde for de de 40% af danskernes, der i dag viste regionerne bagdelen.
Jeppe Søe
Partiformand, Borgerligt Centrum