26/01 11.47 2010
Opdateret: 26/01 13.44 2010
Erhverv
Kæmpeordre fra FN til Svendborg-firma
Den fynske it-virksomhed Danoffice har fået en millionordre fra FN.
Kontrakten med FN på 260 millioner kroner betyder, at Danoffice i Svendborg skal levere FN’s samlede forbrug af printtoner de kommende tre et halvt år.
Og som noget helt nyt skal Danoffice indsamle alle tomme printerpatroner i felten og sikre en miljøvenlig destruktion af dem.
Det sker som led i et omfangsrigt globalt grønt recycling program, som Danoffice har navngivet ”Protect Mother Earth”.
- Vi har lanceret dette grønne recycling program, fordi vi støtter op om FN`s Global Compact ti universelle principper for at gøre verden til et bedre sted at leve. I FN´s Global Compact nævnes blandt andet vores fælles ansvarlighed for miljøet, siger adm. direktør Per Svehag fra Danoffice.