Havørne blev forgiftet med forbudt stof

To døde havørne, der for en måned siden døde på øen Leammer i Odense Fjord, blev forgiftet med et meget giftigt og forbudt stof. Sagen er nu politianmeldt.

To døde havørne, som i midten af juni blev fundet døde på øen Leammer i Odense Fjord, blev forgiftet. Det fremgår af en laboratorieundersøgelse, som DTU Veterinærinstituttet har udarbejdet for Skov- og Naturstyrelsen.

Ørnene er blevet forgiftet med det meget giftige og forbudte stof carbofuran, og Skov- og Naturstyrelsen har nu politianmeldt sagen.

Ifølge undersøgelsen er havørnene døde, fordi de havde ædt en forgiftet fugl, formentlig en due eller en hønsefugl. Det fremgår desuden, at der er tale om så store mængder gift i den pågældende fugl, at den sandsynligvis er blevet forgiftet bevidst, skriver Skov- og Naturstyrelsen.

En voksen havørne-han og årets næsten flyvefærdige unge blev fundet døde ved ynglepladsen mandag den 21. juni. Hannen var drattet direkte fra redekanten ned på jorden, mens den døde unge lå oppe i reden.

Det var første gang, havørnen ynglede i Odense Fjord i mere end 100 år, og glæden var stor blandt naturvenner, da ørneparrets æg klækkede den 2. maj.

- Vi håber blandt andet, at politiet kan finde frem til et svar på, om den forgiftede fugl bevidst kan være lagt ud med det formål, at havørnene skulle æde den, siger biolog Erling Krabbe fra Skov- og Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at grunden til, at Skov- og Naturstyrelsen har meldt sagen til politiet er, at alle rovfugle er totalfredede. Det er ligeledes forbudt at forgifte fugle fra den danske natur, uanset arten.

Havørnen, som er Nordeuropas største rovfugl, forsvandt fra Danmark i 1991, men vendte tilbage i 1995. Den samlede bestand i landet vurderes at være cirka 32 par.

Oversigt

    Oversigt