Privat sundhedspleje vinder frem

Mens nybagte forældre får færre og færre besøg af kommunens sundhedsplejersker, vokser markedet for private sundhedsplejersker.

Signe Boe Bagatolli fra Odense er førstegangsmor og betaler den private sundhedsplejerske Lena Dyhrberg for at følge med i lille Carls udvikling.

- Jeg har været glad for den sundhedsplejerske, der kommer fra kommunen, men hun har jo begrænset tid. Så er det rart at kunne hyre en privat, hvor jeg kan bestemme, hvor længe hun skal blive, siger Signe Boe Bagatolli til TV 2/FYN.

Lena Dyhrberg fra Nyborg har været foredragsholder og privat sundhedsplejerske i tre år.

- Jeg kan mærke, at jo flere der finder ud af, at der findes private sundhedsplejersker, jo flere henvender sig til mig, siger Lena Dyhrberg. 

Lena Dyhrberg har over 20 års erfaring som sundhedsplejerske i fynske kommuner, fortrinsvis Nyborg, men for tre år siden fik hun nok og sagde op.

- Jeg kunne ikke længere stå inde for mit arbejde. Der blev skåret i den tid, vi kunne være hos familierne. Og med min erfaring kunne jeg se, at familierne havde et større behov end jeg kunne dække, siger Lena Dyhrberg.  

Også på Sydfyn er et lille sundhedsplejerske-firma ved at blive etableret. Her vil tre sundhedsplejersker tilbyde besøg mod betaling.

- Det er rart at få mulighed for at arbejde inden for de rammer, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det er svært inden for den kommunale verden, siger Hanne Olsen, der er en af de tre nye private sundhedsplejersker.

- Der findes så mange informationer, men man kan ikke læse sig til at læse sin baby. Derfor betyder den individuelle vejledning meget for de nye forældre, siger Hanne Olsen om grunden til, at flere forældre efterspørger mere tid med en sundhedsplejerske end det offentlige tilbyder.

Oversigt

    Oversigt