Dig og dyrene
Dig og dyrene
"Dig og dyrene" er TV Fyns program for alle, der er vilde med dyr. Programmet handler både om vilde dyr og kæledyr, dyrevelfærd og syge dyr.
Kæledyret
Så er du fascineret af dyr, eller vil du gerne vide mere om dit eget dyr, så se med i "Dig og dyrene", for vi giver gode råd fra dyrlægerne, dyrebutikken og Dyrenes Beskyttelse.
Vært på programmet er Sandie Hansen Jensen.
I hvert program af "Dig og dyrene" vil kendte fynboer fortælle om deres kæledyr.
Vi har blandt andet været ude at gå tur med sangeren Julie Berthelsen og hunden Balu, som hun fandt i Den Blå Avis på nettet.
Du kan også møde sangeren, Jakob Sveistrup, Svendborgs borgmester Curt Sørensen, skuespilleren Jacob Haugaard, kokken Claus Holm og mange flere.
På dyrehospitalet
Søren Kragelund tager dig i hvert program med en tur på Svendborg Dyrehospital, hvor du blandt andet kan se, hvordan det foregår, når katten er til sundhedstjek, og når hunden skal kastreres.
I dyrebutikken
Hver uge er vi i Dyrenes Supermarked eller i Fyns Akvarie Centrum, hvor de ansatte giver gode råd om alt fra hunde til racekatte, og geder til saltvandsfisk.
Dyrevelfærd
I "Dig og dyrene" sætter vi dyrevelfærd på dagsordenen. Sammen med dyrlæger og andre eksperter fra "Dyrenes Beskyttelse" spørger vi blandt andet til forholdene for dyr, der skal transporteres, dyr der holdes i bur og dyr, der ender på internat.