15-årige Pelle Knudsen slipper uden alvorlige mén, selvom han natten til søndag blev ramt nær øjet af et skud fra en paintball-pistol, affyret fra en forbipassrende bil.
Fotograf: Michala Randahl Bjerre
22/01 14.26 2012
Opdateret: 22/01 14.41 2012
Krimi
Skudoffer bevarer synet
Den 15-årige Pelle Walther Knudsen fra Odense slipper for alvorlige mén efter, at han blev skudt i øjet med en paintballpistol natten til søndag.
Paintballkuglen har ramt ham lige under højre øje. Der er sprunget et blodkar i øjet og kommet en ridse nær pupillen, men lægerne har fortalt ham, at bevarer synet.
Skaden skete lidt over midnat natten til søndag.
Pelle Walther Knudsen og nogle kammerater kom kørende ad Munkebovej på deres knallerter, da en rød Toyota kom forbi.
Idet den passerede drengene blev der fra bilen affyret fem eller seks skud med en paintballpistol.
Det ene skud ramte Pelle Walther Knudsen under øjet.
Hans kammerater fik ham bragt hen til en nærliggende tankstation, hvis indehaver kørte den 15-årige hjem, hvorefter hans mor bragte ham på skadestuen.
Åndssvagt
- Det er åndsvagt, siger Pelle Walther Knudsen om, at nogen kan finde på at skyde efter folk med en paintballpistol.
- De burde sidde inde, de skal bare væk, siger han.
Han har det efter omstændighederne godt, bortset fra ondt i øjet og hovedet.
Det eneste spor, drengene har kunnet give politiet er, at gerningsmanden kørte i en rød Toyota.
De fik ikke nummerpladen eller hvor mange, der var i bilen.
Politiet håber at høre fra andre, som måtte have set bilen, eller har oplevet skyderi med paintballpistol.
Eventuelle oplysninger til Fyns Politi, tlf. 114.
Her skete det