Post Danmark Rundt er tilbage på Fyn

Fynboerne får atter besøg af det professionelle cykelfelt, efter at de blev forbigået i sidste års udgave.

Cykelrytterne i det professionelle etapeløb Post Danmark Rundt kommer i 2012 atter til at køre på de fynske veje.

I sidste års løb blev fynboerne forbigået, da ruteplanlæggerne skulle have kabalen til at gå op, men øen får en central rolle, når dette års udgave af løbet skal finde sin afgørelse sidst i august.

Ud over en ordinær etape på 100 kilometer fra Ringe til Odense over Svanninge Bakker 25. august, byder ruten på en enkeltstart på 14,5 kilometer omkring Kerteminde samme dag.

Traditionelt spiller netop enkeltstarten en stor rolle, når den samlede vinder af det flade etapeløb skal findes.

Derudover ligner ruten, der blev præsenteret tirsdag, sig selv med "bjergetapen" omkring Vejle og afslutning 26. august på Frederiksberg.

Løbet er i år flyttet et par uger fra den normale termin i begyndelsen af august, så det ikke kolliderer med OL i London.

Til gengæld må Post Danmark Rundt i år konkurrere med Vuelta a España, der rangeres som et af verdens største etapeløb.

Post Danmark Rundt 2012:

1. etape: 22. august, Randers-Randers, 190 kilometer

2. etape: 23. august, Løgstør-Aarhus, 210 kilometer

3. etape: 24. august, Silkeborg-Vejle, 185 kilometer

4. etape: 25. august, Ringe-Odense, 100 kilometer

5. etape: 25. august, enkeltstart, Kerteminde, 14,5 kilometer

6. etape: 26. august, Slagelse-Frederiksberg, 165 kilometer.

Oversigt

    Oversigt