Dan Jørgensen kandidat på Fyn

Søndag aften kl 24.00 udløb fristen for at opstille kandidater til Folketinget i Middelfartkredsen. Kun et navn var at finde på listen: Dan Jørgensen.

Hermed står det fast, at socialdemokraten Dan Jørgensen afløser Poul Andersen, der har repræsenteret kredsen i 21 år.

- Nu skal der sparkes bagdel for fynboerne, siger Dan Jørgensen med et smil.

- Det er et dejligt skulderklap at få af medlemmerne i min nye kreds. Jeg glæder mig til at knokle for dem på Christiansborg. Mit nuværende job i EU-parlamentet har været vigtigt og spændende, og jeg gør selvsagt opgaven færdig, men jeg søger altså nu ikke opstilling ved næste EU-valg.

Dan Jørgensen er født og opvokset i Morud på Nordfyn. Siden 2004 har han været valgt til EU-parlamentet, hvor han ved sidste valg som spidskandidat fik et historisk godt personligt valg med 233.266 stemmer.

- Det er et regulært scoop for Fyn og for Socialdemokratiet, at Dan Jørgensen nu vælger at fortsætte sin karriere i Folketinget. Efter snart mange succesfulde år i EU-Parlamentet glæder vi os meget til at få ham hjem til dansk politik. Jeg har kendt Dan længe og arbejdet sammen med ham, da vi begge var rådgivere på Christiansborg. Han er en utrolig dygtig, hårdtarbejdende og idealistisk politiker. For mig står han som en af de absolut mest lovende og kompetente unge politikere i Danmark, siger finansminister Bjarne Corydon.

Oversigt

    Oversigt