Forsvarer: Dommere er inhabile

Forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen mener, at de tre juridiske dommere i retssagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven er inhabile og vil have dem fjernet fra posten.

- De fremstår ikke upartiske, og min klient og jeg frygter, at dommerne allerede har taget stilling til skyldsspørgsmålet, siger han.

De juridiske dommere trak sig kort efter klokken 9 tilbage for at votere.

Afviste vidne

Forsvareren Jesper Storm Thygesen mener dommerne er inhabile, fordi de har afskåret ham i ar føre vidner.

Jesper Storm Thygesen fik ved retsmødet torsdag afslag på at føre vidnet Lars Thomsen, fordi dommerne mente, det var overflødig bevisførelse.

Lars Thomsen har tidligere været i politiets søgelys mistænkt for at stå bag drabene.

Forsvareren Jesper Storm Thygesen henviste også til en anden sag fra Nordjylland. I den sag åbnede forsvaret op for, at det måske var
en anden gerningsmand, end den tiltalte.

Mulighed for injuriesag

Anklager Claus Guldbrand vil have, at alt, hvad forsvareren Jesper Storm Thygesen har sagt om Lars Thomsen, bliver gengivet skrifteligt, da Lars Thomsen bør have mulighed for at føre injuriesag mod Jesper Storm Thygesen.

- Der er ikke ét teknisk bevis, der indikerer, at Lars Thomsen har været i nærheden af hverken gerningssted eller gerningsvåben. Derfor mener jeg ikke, man kan sige, at der allerede er taget stilling til skyldsspørgsmålet, siger anklager Claus Guldbrand.

/Lotte Bundsgaard/Ole Holbech/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt