Dødsulykke øger utryghed

Beboere omkring Dannesbovej i Brylle, hvor en 37-årig kvinde lørdag aften blev kørt ihjel, har længe frygtet at noget sådant skulle ske.

Dannesbovej er ret smal især der, hvor fodgængere og cyklister færdes, og der er ingen belysning, så om aftenen er der bælgmørkt.

Det, mener beboerne, gør vejen farlig for de bløde trafikanter.

Verner Hansen går jævnligt fra St. Dannesbo, hvor han bor, hen til et busstoppested eller kører på cykel på Dannesbovej.

- Men ikke om aftenen, når det er mørkt. Så skal jeg ikke ud på den vej, siger han.

Vognmand Hans Juel Jensen fra Tommerup oplever selv og hører sine chauffører fortælle om farlige situationer på Dannesbovej.

- Kommer man kørende i mørke og skal blænde ned for en modkørende, kan man nemt få et chok, fordi der pludselig dukker en fodgænger op foran. Især hvis de går lidt ude på vejen, siger Hans Juel Jensen.

Lørdag aften blev en 37-årig kvinde dræbt, da hun blev ramt af en bil. Føreren af bilen overholdt færdselsreglerne, men kunne ikke nå at stoppe da kvinden, iført mørkt tøj pludselig stod på vejbanen foran ham.

Kvinden var fra København og var på vej til forsorgshjemmet St. Dannesbo i Brylle.

Netop brugere derfra færdes en del på Dannesbovej til og fra busstoppestedet i nærheden.

En bilist har oplevet, at der lå en og sov på vejbanen, men nåede med nød og næppe at vige udenom.

Ønsker belysning

Både Verner Hansen og Hans Juel Jensen ville ønske, at der kom gadebelysning på strækningen og det kan måske komme på tale.

I hvert fald vil Odense Kommune nu lave en ny vurdering af Dannesbovej for at se, om der skal gøres noget.

- Når der sker så alvorlig en ulykke, laver vi en ny risikovurdering af vejen sammen med Fyns Politi. Udfra den vurdering tager vi stilling til, om og i givet fald hvad, vi kan gøre for sikre vejen, siger Stefan Birkebjerg Andersen, direktør i by- og kulturforvaltningen i Odense.

Oversigt

    Oversigt