S: Thomas B. Thriges-snak skader byen

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kritiserer Lars Chr. Lilleholts udtalelser om, at udsættelsen af butikscenteret VIVA hænger sammen med lukningen af Thomas B. Thriges Gade.

- Det er tangerende til byskadelig virksomhed.

Sådan siger Tim Vermund (S), der er byrådsmedlem i Odense Kommune.

Det sker efter, at Lars Chr. Lilleholt (V) tirsdag kædede lukningen af Thomas B. Thriges Gade sammen med udsættelsen af det nye indkøbscenter på slagterigrunden midt i Odense - kaldet VIVA.

Steen & Strøm, som står bag det nye center har valgt at udskyde byggestarten, fordi forretningernes beslutningproces er blevet længere og mere grundig, før de skriver under på lejekontrakter.

Steen & Strøm afviser, at lukningen af Thomas B. Thriges Gade har indflydelse på udskydelsen.

- Den har overhovedet ingen indflydelse på vores beslutning om at udsætte vores projekt. Det er ikke noget, vi som sådan har mødt i forhandlinger med vores lejere, siger Karen Nielsen, der er udviklingsdirektør i Steen & Strøm, og fortsætter:

- Vi er ikke blevet udfordret på forholdet om Thomas B. Thriges Gade er noget negativt i forhold til vores projekt. Overhovedet ikke, siger hun.

Vermund: Det skader byen

N13 Vermund

Socialdemokraterne er rystede over, at Venstre bringer debatten om Thomas B. Thriges Gade ind i beslutningen om at udskyde byggestarten på centeret. Det kan skade byen, mener Tim Vermund.

- Der sker jo andet i den her by end kun Thomas B. Thriges Gade. Vi arbejder benhårdt for at lokke investeringer til byen, og hvis de bliver ved med at skabe usikkerhed om alting og kun snakker om Thomas B. Thriges Gade, så ender vi et sted, hvor tingene ikke hører hjemme, siger han.

Ahrendtsen: Lilleholt bør beklage

N13 Ahrendtsen

Dansk Folkeparti kritiserer også Lilleholts udtalelser. Venstre blander lukningen af Thomas B. Thriges Gade ind i alle sager i Odense, mener Alex Ahrendtsen.

- Efterhånden får Thomas B. Thriges Gade skylden for alt muligt. Vi mangler bare det dårlige vejr. Jeg synes, vi skal vende tilbage til jorden igen. Det har ikke noget med hinanden at gøre, siger han og fortsætter:

- Hvis jeg skulle give et godt råd til Lars Christian, så var det, at han skulle beklage og sige, at den var ikke så god, siger Alex Ahrendtsen.

Lars Christian Lilleholt fastholder, at hans vurdering er, at lukningen af Thomas B. Thriges Gade har en negativ betydning på investorernes lyst til at komme til Odense.

Oversigt

    Oversigt