Kinesiske turister skal invadere Nyborg

10.000 kinesiske turister om året i Nyborg. Det er forventningen til en ny samarbejdsaftale, som blev underskrevet på Nyborg Slot onsdag.

Bestyrelsesformand Mr. Wang fra koncernen CGIG underskrev sammen med Nyborgs borgmester Erik Christensen den samarbejdsaftale, der i løbet af nogle år skal skaffe 10.000 turister til byen om året.

- Mr. Wang mener at vi her i Nyborg har noget helt unikt. Han har set rigtig mange slotte i Europa, men han har aldrig set noget der er så autentisk som Nyborg Slot, og derfor er han meget optimistisk med at skaffe et stort antal turister til byen, siger Nyborgs borgmester Erik Christensen(S).

Borgmesteren mener sagtens at byen kan håndtere et stort rykind af kinesiske turister.

- Jeg er sikker på, at det skal vi i Nyborg nok forstå at håndtere i fællesskab. Vi er allerede godt gearet med tre hoteller og en kursusejendom, siger borgmesteren.

Aftalen vil ikke bare skaffe indtægter til Nyborg, men også skabe vækst til hele Fyn, mener Nyborgs borgmester.

Oversigt

    Oversigt