Tidlig valgkamp i Faaborg-Midtfyn Kommune

Valgkampen er skudt i gang - i Gislev. Fredag mødtes de tre borgmesterkandidater i Faaborg-Midtfyn til valgmøde i Gislev Rejsers kantine. I første omgang havde borgmester Hans Jørgensen (S) ellers sagt nej, men i sidste øjeblik meldte han alligevel til.

Det var lige før, borgmester Hans Jørgensen ikke var dukket op. Han brød sig ikke om, at det var en lille kreds af forenings- og erhvervsliv, der var inviteret og ikke den almindelige vælger.

- Konceptet indikerede, at det her var for en meget snæver kreds som ingen udenfor den kreds skulle vide noget om. I første omgang var det i virkeligheden også kun Christian Thygesen og jeg, der var inviteret til at være med i dette her, og så er det jeg tænker; hvis man gerne vil diskutere noget som berører hele lokalområdet, hvorfor må alle så ikke få adgang, siger borgmesteren.

Vestres spidskandidat havde hele tiden håbet på, at Hans Jørgensen ville dukke op.

- Jeg var da ærgerlig, for jeg synes da, at jo flere vi er til de her debatter, jo bedre. Så jeg ser da frem til, at Hans nu er på banen, så vi kan få debatten i gang, siger Venstres borgmesterkandidat Christian Thygesen.

På mødet blev der diskuteret erhvervsudvikling, sundhed og den stigende ældregruppe og uddannelse og fritid.

Og med startskuddet allerede tre måneder før valget, ruster de faaborg-midtfynske politikere sig på en lang valgkamp:

- Det kan det godt blive ja, men det der betyder noget, det er at politikerne kommer i kontakt med borgerne, og hvis vi kommer til at diskutere det, der rører borgerne og ikke bare partierne, så synes jeg, det er fint nok at vi starter nu, siger Hans Jørgensen.

- Det er vel ved at være nu, så lad os bare bruge dagen i dag til at skyde valgkampen i gang, siger Christian Thygesen.

Oversigt

    Oversigt