Borgmester-kandidat: Stærkt kriminelles børn skal bortadopteres

Børn af meget stærkt kriminelle forældre bør i fremtiden kunne tvangsbortadopteres, det siger Venstres odenseanske borgmesterkandidat Jane Jegind til TV 2/FYN.

Tal fra Odenses Kommune viser, at 40 procent af de mest kriminelle fra Vollsmose enten stammer fra eller kontrolleres af to konkrete familienetværk, og det er de tal, der får Jane Jegind til at efterlyse ny lovgivning, så børnene kan bortadopteres med tvang fra de mest kriminelle familier.

- De ville kunne få et langt bedre liv, hvis de kunne få lov til at starte på ny i en familie, hvor det var helt andre værdier, der var gældende. siger Jane Jegind til TV 2/FYN.

I dag kan tvangsbortadoption kun komme på tale, hvis forældrene er fuldstændigt ude af stand til at tage sig af barnet, der samtidig skal være under et år eller have været anbragt udenfor hjemmet i mindste tre år.

Det vakte stor opsigt, da en af Vollsmoses mest kendte kriminelle, Fisfis, trods en lang fængselsdom i Vestre Landsret ikke blev udvist med henvisning til hensynet til hans otte børn.

Siden besluttede Højesteret dog, at bandelederen skulle udvises.

Det er netop kriminelle af samme type som Fisfis, som i fremtiden ikke skal kunne påvirke deres børn, hvis det står til Jane Jegind.

- Det er oppe i den kategori af kriminalitet - vedvarende etableret kriminalitet - hvor jeg synes, at vi har brug for værktøjer, der gør, at de børn får mulighed for at få nogle andre forbilleder, siger Jane Jegind til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt