Pendlere bekymrede for tog på Vestfyn

Vestfynstogets Pendlerklub mener ikke lokalpolitikere interesserer sig nok for at bevare vestfynske togstationer.

Vestfyntogets Penderklub har lavet en undersøgelse af lokale politikeres holdning til bevarelse af de vestfynske togstationer som optakt til det forestående kommunalvalg i november.

I undersøgelsen er kommunalpolitikere i Middelfart, Assens, Odense og Fredericia blevet spurgt, og 44% af dem ønsker ikke at udtale sig eller prioriterer andre spørgsmål højere, oplyser talsmand for Vestfyntogets Penderklub, Mogens Duus, Ejby.

Af dem, som har svaret, mener 73% til gengæld, at den lokale togtrafik skal bevares og udvikles, mens 15% - de fleste fra Odense og Fredericia - går ind for, at der bør lukkes stationer.

Bekymringen gælder især stationerne i Holmstrup, Bred, Skalbjerg og Kavslunde.

De stationer er nævnt i et notat fra Transportministeriet om fremtidens togtrafik på Vestfyn, som udkom i efteråret 2012.

Notatet stiller en række forslag som indbefatter alt fra at bevare de eksisterende stationer over lukning af de fire mindste til lukning af samtlige stationer mellem Odense og Middelfart.

Oversigt

    Oversigt