Venstre i valgforbund med indvandrerfjendsk parti

Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har indgået et valgforbund til regionsrådsvalget i Syddanmark med det indvandrerfjendske parti Frihedspartiet.

Stemmer du på Venstre, Danmarks liberale parti, til regionsrådsvalget, så kan din stemme indirekte være med til også at gavne den yderste højrefløj.

Frihedspartiet har indgået valgforbund med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og partiets holdning til indvandrere er ikke helt så rummelig som hos de partier, de er i valgforbund med.

"Frihedspartiet er det eneste parti, der vil afvikle integrationen og sende dem hjem, som ikke skal være her."

Sådan står der med fede typer på partiets hjemmeside.

Men den barske og indvandrerfjendske retorik hos Frihedspartiet får ikke Venstres spidskandidat Carl Holst til at beklage valgforbundet.

- Det er det tidligere Fremskridtsparti. Ved sidste valg var De Radikale og Konservative også med i valgforbundet, siger han til TV 2/FYN.

Carl Holst henviser i øvrigt til, at det er en rent organisatorisk beslutning at indgå i valgforbund med Frihedspartiet.

Muhamedanerne skal vi være varsomme med

Selvom der er størst sandsynlighed for, at Frihedspartiets stemmer ender hos Venstre, så kan det ende med, at Frihedspartiet får stemmer den anden vej.

Hvis de altså får stemmer nok til valget, når mandatfordelingen skal gøres op i valgforbundet.

Og selvom man fra Venstre bagatelliserer valgforbundet med Frihedspartiet, så ligger retorikken meget langt væk fra det, man kender fra Venstre og Carl Holst.

Eller Liberal Alliance og Dansk Folkeparti for den sags skyld. Her er et uddrag fra partiets hjemmeside:

"Det er ikke kun terrorister, vi skal frygte. Alle, som har Muhammed som forbillede skal vi være varsomme med. Derfor bør vi lukke grænserne og sende mennesker, hvis forbillede er Muhammed tilbage til deres hjemlande. Det er for risikabelt at beholde dem. Alle illegale indvandrere, alle kriminelle, alle, der ikke kan forsørge sig selv og alle, der ikke vil eller kan integreres, skal sendes hjem umiddelbart. Ligeledes alle, der har forbindelse til terrororganisationer. Så ser vi, hvad der er tilbage, og de, der ikke har nogen tilknytning til Danmark ud over, at de bor her, skal hjemsendes over en årrække. De fleste er flinke, men det var de tyske nazister for det meste også. Det var ikke tyskerne, vi havde noget imod men deres ideologi. Vi har heller ikke noget mod de mennesker, som tilbeder islam. De skal blot ikke være her, for deres ideologi vil udrydde os lige så langsomt - om ikke af andre årsager, så fordi de føder sig til flertallet."

Den fynske kandidat til Frihedspartiet hedder Lars Ehlers Egmose.

Oversigt

    Oversigt