Fyn blev mere blå

De seneste fire år har Fyn kun haft to borgmestre fra Venstre, men de næste fire år sidder partiet på magten i seks ud af 10 fynske kommuner.

Venstre havde og har beholdt magten på Langeland og på Nordfyn. Derudover har Venstre overtaget borgmesterposten fra Socialdemokraterne i Faaborg-Midtfyn, Assens og Svendborg. I Kerteminde tager Venstre over efter Sonja Rasmussen fra Borgerlisten.

Socialdemokraterne beholder tre borgmesterposter i Nyborg, Odense og Middelfart - og vinder en ny borgmesterpost på Ærø, hvor Jørgen Otto Jørgensen afløser den konservative Karsten Landro.

Samlet på hele Fyn fik de fire borgerlige partier en samlet fremgang på 5,5% i de ti fynske kommuner, mens de gik 4,0% frem på landsplan.

Den store fremgang til de borgerlige på Fyn skete på trods af, at Det Konservative Folkeparti næsten blev halveret fra 14,3% af stemmerne til 7,5%.

Omvendt har tilbagegangen for rød blok været større på Fyn end i resten af landet. På landsplan mistede Socialdemokraterne 1,1 procent i vælgeropbakning, men på Fyn mistede partiet hele 4,1 procent. Også SF fik en hårdere medfart på Fyn end i resten af landet. På Fyn mistede partiet 11,1 procent af vælgerne, mens tallet på landsplan var 8,9 procent.

Tilgengæld var fremgangen for Enhedslisten større på Fyn end i hele landet. På Fyn gik partiet 5,3 procent frem, mens venstrefløjspartiet gik frem med 4,6 procent på landsplan.

Oversigt

    Oversigt