Borgmesterkup i Nyborg

Socialdemokraten Jan Reimer Christiansen springer fra sit parti og går til Venstre. Dermed bliver det Venstres spidskandidat Kenneth Muhs, der bliver borgmester i Nyborg.

Det politiske spil i kølvandet på det nyligt overståede kommunalvalg fortsætter i kommunerne. Fredag skete en dramatisk udvikling i Nyborg.

Her udsendte det socialdemokratiske byrådsmedlem Jan Reimer Christiansen en pressemeddelelse, hvor han fortæller, at han har meldt sig ud af Socialdemokraterne og ind i Venstre, skriver fyens.dk.

Dermed mister Socialdemokraternes Erik Christensen borgmesterstolen fra nytår.

Rød blok vandt ellers flertallet på 13 af Nyborg Byråds 25 mandater ved kommunalvalget, og der var lagt op til, at Erik Christensen kunne få fire år mere på posten.

Men sådan bliver det ikke alligevel.

I stedet bliver det Venstres spidskandidat, Kenneth Muhs, der bliver borgmester i den østfynske by.

Det var tæt på deadline for politiske omrokeringer. Mandag den 2. december klokken 17 er der nemlig konstituerende møde for det nye byråd.

Blandt årsagerne til sit overraskende partiskifte angiver Jan Reimer Christiansen, at han altid har brændt for at drive politik for landdistrikterne.

- Det er vigtigt for mig, at jeg er med til at skabe forandring. Det føler jeg ikke, jeg har kunnet eller vil få mulighed for som medlem af Socialdemokraterne, skriver Jan Reimer Christiansen i en pressemeddelelse ifølge fyens.dk.

- Derfor er jeg kommet frem til, at de værdier og den politik, som jeg står for og vil kendes på, bedst understøttes i Venstre, fortsætter han.

Jan Reimer Christiansen var opstillet som nummer 10 på Socialdemokraternes liste ved kommunalvalget. Han blev ved valget i sidste uge valgt ind som nummer otte ud af Socialdemokraternes 11 mandater. Han fik 184 stemmer, skriver DR.

Med det nye Venstre-mandat har Venstre og Dansk Folkeparti 13 mandater, mens Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har 12.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt