Minister ind i sag om privat handicapskole

Undervisningsministeren bliver nu inddraget i sagen om en privat handicapskole i Odense, som ikke kan få tilskud fra kommunen.

Friskoler og privatskoler er tilsyneladende kun for raske børn. Forældre til handicappede børn har derimod ikke mulighed for at oprette friskoler til deres børn.

Det er den erfaring en gruppe fynske forældre har gjort. Planerne om at oprette en alternativ motorisk skole til handicappede børn er foreløbig blevet stoppet på grund af lovgivningen.

DFs folketingsmedlem Alex Ahrendtsen har nu bedt Undervisningsministeren om at redegøre for sagen.

- I Dansk Folkeparti var vi noget overraskede over den oplysning. Derfor har jeg stillet spørgsmålet til ministeren for at få en forklaring på, hvorfor man ikke kan oprette sådan en privat skole, siger Alex Ahrendtsen.

Uden tilskud ingen skole

Sammen med andre forældre har Janika Heide kæmpet i omkring et år på at få det private skoletilbud op at stå til blandt andet hendes egen søn. Men selv om kommunen vurderer det som et fagligt godt tilbud, spænder lovgivningen ben.

Loven om friskoler og privatskoler åbner ikke mulighed for at oprette alternative skoletilbud til handicappede.

Fem børn var i første omgang skrevet op til Uglehulen og forældrene havde i foråret i samarbejde med IKEA indsamlet 20.000 kroner til skolestarten.

Men nu må børnene i stedet blive på Enghaveskolen eller Nørrebjergskolen som er de kommunale tilbud til handicappede børn.

Uden tilskud fra Odense Kommune kan Uglehulen ikke finansieres.

Oversigt

    Oversigt