Multireligiøst rum på sygehus

Mens politikerne diskuterer, om der skal være et kristent eller et neutralt kapel på det kommende supersygehus i Odense, viser erfaringerne fra Kolding, at et sådan rum oftest bliver brugt af kristne.

På Kolding Sygehus blev et multireligions-kapel indviet i januar 2013. Når der som i dag er en kristen bisættelse står korset fremme ved den ene væg. Men det kan let flyttes ud, hvis rummet skal bruges af nogle, der ikke ønsker et kors i rummet.

Inden indvielse var repræsentanter fra forskellige trosretninger inviteret til at være med i en projektgruppe, hvor debatten var stor.

- Mange mente, at det ville være slemt, hvis det ikke var et folkekirkeligt rum, når nu så mange er medlemmer af folkekirken. Men debatten var blandet, og løsningen blev et rum, hvor alle kan være, siger Grethe Wigh-Poulsen, der er provst ved Kolding Provsti.

Afvaskningsrum

Afvaskningsrummet er lavet til rituel afvaskning af den døde, som blandt andre muslimer bruger.
Afvaskningsrummet er lavet til rituel afvaskning af den døde, som blandt andre muslimer bruger.

Der er ikke andre religiøse symboler i rummet. Et enkelt rum i det nye kapel er dog direkte indrettet af hensyn til blandt andre muslimer. Det er et afvaskningsrum, som kan bruges til rituel afvaskning af den afdøde.

Hvert år dør der 5-600 på sygehuset i Kolding. Kapellet benyttes i forbindelse med 200 af dødsfaldene til bisættelse eller "udsyngning" af den døde. Kun i 10 tilfælde har der været pårørende, der har bedt om, at der ikke skulle være kors i rummet i Kolding.

- Det at vi har fået et kors, som kan bæres ind, det er nok for mig. I virkeligheden er det ordene, der bliver sagt, der er det væsentlige. Men det er også vigtigt, at der er noget for øjet. Så det er vigtigt, at korset er der, siger Grethe Wigh-Poulsen.

Det nye supersygehus OUH skal efter planen stå færdig i 2020. Flere politikere vil have et kristent rum - kendetegnet ved kristne symboler. Men modstanderne mener, at rummet skal være neutralt og kunne rumme alle religioner. Lige fra Buddhisme til Islam.

Se debat mellem de to fynske regionsrådsmedlemmer Karsten Hønge (SF) og Bo Libergren (V) i TV 2/FYN's udsendelse tirsdag klokken 19.30.

Del din mening om kristent eller religionsneutralt kapel på TV 2/FYN's facebookside

Oversigt

    Oversigt