Penge og partnere til robotnetværk

Innovationsnetværket RoboCluster, der har til huse på SDU, har fået nye partnere og 14 millioner kroner.

Innovationsnetværket RoboCluster får i de kommende fire år 14 millioner kroner fra Styrelsen for Forskning og Innovation. Netværket har også fået tre nye partnere.

- Udvidelsen skal styrke netværkets indsats for at gøre Danmark til et foregangsland for udvikling og anvendelse af robot- og automationsteknologi. RoboCluster vil derfor lægge et stærkere fokus på teknologiske behov, som ikke på forhånd er knyttet til bestemte brancher, skriver SDU.dk

De tre nye partnere er: Force Technology, der er en rådgivnings- og udviklingsvirksomhed, Foreningen Dansk Automationsselskab - en selvstændig forening under Dansk Industri, som arbejder for at samle og formidle viden om automatisering samt DI ITEK, der er et branchefællesskab i Dansk Industri for virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation.

Udover de tre nytilkomne består netværket af: Syddansk Universitet, Teknologisk Institut, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Designskolen Kolding og det danske robotnetværk DIRA.

robocluster.dk

Oversigt

    Oversigt