Jim Lyngvild om kunstkopier: Det er superærgerligt

Det var designeren Jim Lyngvild der for nylig spottede de to mulige Canaletto-malerier i Assens og stod frem i medierne med forhåbningerne om, at der var tale om malerier med en millionværdi. I dag er han ærgerlig over ikke at have ret i sin antagelse.

- Min første reaktion er, at det er superærgerligt. Det ville have været et fantastisk kort for Assens at kunne spille to af verdens mest berømte malerier, siger Jim Lyngvild til TV 2/FYN.

Det har de så ikke. Men designeren og multikunsteren, der er bosat i området, håber, at malerierne alligevel kan blive en gevinst for lokalområdet.

- De har stadig to smukke malerier, og det kan vi jo være rigtigt rigtigt glade for. De skal jo vises frem alligevel. Ofte er det lige så spændende at se kopierne som originalerne, siger Jim Lyngvild.

Jim Lyngvild var tilfældigt inde og se udstillingen Ernsts Samlinger, da han pludselig lagde mærke til to mulige Canaletto-malerier. Jim Lyngvild kontaktede formanden for kulturudvalget i Assens - og så kom der tryk på med historier i medierne.

Vestfyns Museum fik iværksat en undersøgelse af de to malerier. Og nu har eksperter fra Statens Museum for Kunst slået fast, at de ikke er ægte, men kopier fra 1800-tallet.

- Det er nu nok meget godt. Det har i hvert fald lydt fra bestyrelsen på museet i Assens, at det ville være et frygteligt hyr at få malerierne forsikret, siger Jim Lyngvild med et glimt i øjet.

Frederik Ernst døde i 1976. Han havde brugt et langt liv på at købe kunst og antikviteter. Han købte de to Canaletto-malerier i Paris i 1925. Formentlig i den tro, at malerierne var ægte.

- Han er jo blevet snydt så vandet driver for rigtigt mange penge i 1925, siger Jim Lyngvild.

To lignende malerier - altså af den ægte slagt - har tidligere været vurderet til omkring 150 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt