Så er diget brudt

Et areal på størrelse med 400 fodboldbaner blev lørdag eftermiddag - med enkelte forhindringer - som planlagt oversvømmet med havvand, da diget ved Gyldensteen blev brudt.

Mere end 5000 tilskuere var på plads ved diget, da Nordfyns borgmester Morten Andersen kort efter klokken 15 skulle indlede nedtællingen.

Enkelte gæster befandt sig dog inde på det areal, hvor vandet skulle strømme ud, og det forsinkede den såkaldte uddæmning. Arrangørerne turde ikke bryde dæmningen før alle var væk fra arealet.

Men efter et par minutters forsinkelse kom der gang i nedtællingen, og da gravkøerne havde arbejdet i nogle minutter begyndte vandet at strømme igennem dæmningen.

Men selvom vandet fossede med 16-20 kubikmeter vand i sekundet gennem bruddet, går der nogle dage før de 214 hektar helt er oversvømmet.

- Det er en historisk dag. Vi har ikke set så noget før her, men det er fantastisk at man laver det her på naturens præmisser, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Det nye område med lav havbund forventes at blive et eldorado for fugle. Aage V. Jensens Fond, der står bag projektet, har anlagt både værelser til forskere, lokaler til skoleklasser, p-pladser og cykelstier så alle kan komme tæt på de mange nye arter på Gyldensteen Strand.

Oversigt

    Oversigt