Klar til ny skole i Nyborg

Det er knap et år siden, at lærer-lockouten sluttede. En lockout der som bekendt endte med, at en helt ny folkeskolereform blev vedtaget.

På Vibeskolen i Ullerslev er man ved at forberede sig til den nye folkeskolereform.

Reformen betyder blandt andet, at lærerne skal lave deres forberedelser på skolen. Derfor er man nu i gang med at lave lokaler om til såkaldte forberedelsesrum.

- Vi får lavet 12 hæve-sænkeborde, og hver lærer får sin egen arbejdsplads, siger skoleleder Karen Rasmussen fra Vibeskolen i Ullerslev.

Nyborg i fuld gang

Seks skoler i Nyborg Kommune er ved at få lavet forberedelsesrum til 1,8 millioner kroner.
Seks skoler i Nyborg Kommune er ved at få lavet forberedelsesrum til 1,8 millioner kroner.

Nyborg Kommune er i fuld gang med at lave de nye forberedelsesrum. Seks skoler skal have lavet rummene for 1,8 millioner kroner.

Kravet om at lærerne nu skal være på skolen, når de forbereder sig, har tidligere mødt hård kritik, og i Ullerslev kan skolelederen også mærke, at det ikke er alle, der glæder sig til at skulle forberede sig på skolen.

- Jeg tror, at mange lærere er bekymrede for, at de skal sidde og arbejde på skolen, men samtidig er man også glad for det, så der kan komme noget mere samarbejde mellem lærerne, siger Karen Rasmussen.

Glæder sig til at prøve det

Beth Holst Jørgensen er arbejdsmiljørepræsentant på skolen, og ifølge hende ser lærerne frem til at prøve de nye forberedelsesrum af:

- Der er meget spændte på, om det kommer til at opfylde de behov, vi får efter august, siger hun.

Selvom Beth Host Jørgensen ser fordele ved de nye rum, er der en ting, der bekymrer hende:

- Det er støjen. Der er megen tvivl om, hvor meget tid der bliver til individuel forberedelse, men når der så er indviduel forberedelse, er der så den ro, der er behov for.

Men skolelederen tror på, at forberedelsesrummene kan være med til at mindske antallet af arbejdstimer for lærerne.

- Jeg tror, at vi får nogle lærere, som, når de har den fulde forberedelsestid på skolen, så får de måske en arbejdstid, der faktisk bliver mindre end den tid, de bruger nu, siger Karen Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt