Etisk dilemma: Hjertestartere på plejecentre?

Nyborg Kommune skal snart tage stilling til, om der skal opsættes hjertestartere på kommunens plejecentre. Men er det en god eller dårlig løsning?

De ældre vil have fred og ro

2904 Pleje 4

Hjertestartere redder mange liv hvert eneste år. Men hvad nu hvis man slet ikke vil reddes?

På Svanedammens plejehjem i Nyborg bor der 48 borgere. De lever på stedet i gennemsnit 142 dage - og i følge personalet har mange af dem for længst affundet sig med døden.

- Dilemmaet er, at de kommer ind og ønsker fred og ro. Der er jo rigtig mange af dem, der har taget en beslutning, om at det skal foregå stille og roligt, når de skal herfra engang , siger Mette Kirstine Jensen, der er social- og sundhedshjælper på plejecentret til TV 2/Fyn.

Hun bakkes op af lederen på stedet:

- Det giver nogle udfordringer etisk, for os der arbejder på plejecentret siger Annette Fabricius, og uddyber:

- Så hænger den hjertestarter der, og signalerer noget andet end det at få lov at få en værdig afslutning på sit liv.

Det kan nemlig være særdeles voldsomt, når først elektroderne sættes på og hjertestarterens batterier sender stød gennem kroppen.

Usikkert for personalet

2904 Pleje 3

Inden Nyborg byråd skal tage stilling til spørgsmålet er der en høringsperiode. Her er blandt andet etisk råd kommet med indspark til debatten. Det handler eksempelvis om hvordan personalet skal reagere, hvis en medarbejder falder om.

For hvis hjertestarteren er der, kan det betyde reel usikkerhed hos personalet, mener Mette Kirstine Jensen.

- Så er det måske nemt at bruge os som syndebuk, hvis vi ikke har været nede at hente hjertestarteren, hvis vi har vurderet, at der måske ikke var behov for det, mener hun.

2904 Pleje 2

Også formanden for hjemmeplejeledernes LederForum har sine bekymringer:

- Ofte skal man jo også tage hensyn til, at det er ældre mennesker, der også skal have en fredelig måde at komme herfra på. Det stiller også et kæmpe ansvarsspørgsmål til det personale, der skal være på vagterne, siger landsformand Ole Mørk Nielsen.

Formanden for ældrerådet i Nyborg Kommune, Dansk Folkepartis Carsten Kudsk, mener det er er god idé med hjertestartere. Hør hvorfor i vores udsendelse klokken 19.30 eller se det her på tv2fyn.dk efter udsendelsen - og bland dig i debatten på vores facebook-gruppe.

Oversigt

    Oversigt