Overdosering førte ikke til over-dødelighed

Uvildige eksperter har fastslået, at overdosering af kemomedicin til kræftpatienter på OUH næppe førte til overdødelighed.

Uvildige eksperter fra Oslo Universitetssygehus har på bestilling fra Region Syddanmark og Region Midtjylland undersøgt forløbet omkring fejlbehandling af ialt 107 kræftpatienter på OUH, Sygehus Lillebælt Vejle og Aarhus Universitetshospital.

Konklusionen er, at overdoseringen med kemomedicin kan have givet øgede bivirkninger som feber og infektioner men førte næppe til overdødelighed.

De 107 patienter - heraf 53 på OUH - fik ved en fejl for store doser af kemomedicinen cabazitaxel.

Sundhedsstyrelsen har fastslået, at fejlen opstod i sygehusenes laboratorier, og at producenten ikke kan bebrejdes.

Ledelsen på OUH har taget kritikken til efterretning og er ved at stramme op, så lignende fejl undgås.

Oversigt

    Oversigt