Tre på stribe: Endnu en nat med brand i Vollsmose

Natten til mandag, tirsdag og onsdag har der nu været brande i bydelen.

23.40 natten til onsdag fik alarmcentralen endnu et opkald fra Vollsmose. Denne gang måtte politi og brandvæsen ud til en mindre brand i en indkøbsvogn, der til lejligheden var blevet fyldt med pap.

- Det er de unge, der keder sig, mener vagtchef Kenneth Taanquist.

Han fortæller til TV 2/Fyn, at ingen kom noget til ved branden, og at hverken politi eller brandfolk denne gang blev truet af personer i området.

Branden blev slukket uden problemer, og så kunne de blå blink trille tilbage i garagen.

Natten til tirsdag, ligeledes kort før midnat, blev der sat ild til en knallert. Det gjorde der også natten til mandag, hvor en 13-årig desuden blev anholdt for at skære dæk op på brand-indsatslederens bil.

Oversigt

    Oversigt