Flere fynske huse solgt

Salget af boliger steg i andet kvartal 2014. Til gengæld faldt prisen en anelse, men der er lys forude.

Salget af boliger steg ni procent i andet kvartal 2014 i forhold til samme kvartal i 2013.

Det viser en rapport fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

Samme rapport viser, at gennemsnitsprisen for en bolig faldt med 0,8% fra første kvartal i 2014 og 0,4% i forhold til andet kvartal 2013.

Det betyder at en gennemsnitlig villa på Fyn koster 1.532.000 kroner - 6000 kroner mindre end på samme tidspunkt i 2013.

Nyboligs prisprognose viser til gengæld, at priserne på Fyn vil stige med 1,9% mod 2,5% på landsplan.

Nyboligs pressechef, Kim Pauli, mener, at danskerne generelt ser lysere på fremtiden, og at stigningen i salget af boliger skyldes et stort opsparet behov for at købe bolig efter flere års tilbageholdenhed på grund af krisen.

- Udbuddet af boliger er dog stadig stort og væksten er ujævnt geografisk fordelt, siger Kim Pauli.

Oversigt

    Oversigt