40-årig målmand gør comeback for GOG

Søren Haagen er tilbage i GOG-målet, hvor han havde succes i sin storhedstid.

Han er blevet 40 år, men det skal ikke forhindre ham i at stå på mål i den bedste danske håndboldrække.

Den tidligere landsholdsmålmand Søren Haagen blev mandag præsenteret i GOG, hvor han tidligere har spillet.

- Det var dejligt at komme i gang og hilse på dem fra holdet, men der er noget rust, der skal bankes af, siger Søren Haagen ifølge sporten.tv2.dk.

- Jeg skulle gerne have fundet noget af det målmandsspil frem, som der er i mig. Det har måske været gemt lidt væk, og så skal jeg lidt op i tempo, siger målmanden.

Den tidligere Flensburg-Handewitt-målmand opnåede fra 1994-2000 i alt 79 A-landskampe for Danmark, men han måtte indstille karrieren i en tidlig alder på grund af skader.

Søren Haagen har senere gjort comeback flere gange, dog ikke i den bedste danske række.

- Det er min egen galskab, der gør, at jeg tror, jeg stadig kan klare det, og så er det en drøm om, at jeg gerne vil ind og stå igen, siger han.

Oversigt

    Oversigt