Årets Lærling mod alle odds

Trods ordblindhed og et hørehandicap modtog Stig Dietz-Olsen tirsdag Dansk Industris pris: Årets Lærling.

Stig Dietz-Olsen begyndte som arbejdsdreng på virksomheden Scan A/S i Vissenbjerg i 2009.

Siden søgte han læreplads som klejnsmed på virksomheden, og da han blev udlært i februar 2014, blev han fastansat.

- Vi har oplevet en særdeles flittig, hjælpsom og energisk ung mand, der tilmed er en god kammerat. Han har vist, at selv med et handicap er det muligt at få en god uddannelse, siger Technical Manager på Scan A/S, Erik Sørensen.

Især den teoretiske del af uddannelsen har været en udfordring, men det kunne Syddansk Erhvervsskole afhjælpe med specialundervisning og særlige computerprogrammer for ordblinde.

Der er hård konkurrence om at blive hædret med DI Fyns Årets Lærling.

Det er DIs 700 medlemmer på Fyn og Fyns erhvervsskoler, der indstiller kandidaterne.

- Stig har vist det, der skal til for at blive Årets Lærling. Mod alle odds har han gennemført en erhversuddannelse med et flot resultat, siger DIs formand på Fyn, Søren Vilby.

Oversigt

    Oversigt