Fyringer på Udvikling Fyn

Det fynske erhvervssamarbejde Udvikling Fyn skal på slankekur. Antallet af medarbejder skæres ned fra 100 til 50. Otte medarbejdere modtog onsdag en fyreseddel.

29 medarbejdere bliver overflyttet til kommunerne fra 1. september. Syv medarbejdere får ikke deres kontrakter forlænget, mens otte onsdag har fået en opsigelse. En enkelt medarbejder er fratrådt frivilligt.

- Vi må desværre sige farvel til gode medarbejdere, hvilket selv sagt er rigtig kedeligt, men også helt nødvendigt for at komme af sted med det nye projekt. Vi har bestræbt os på at være så fair og klare som overhovedet muligt i processen, siger Bettina Eriksen, konstitueret direktør for Udvikling Fyn.

Slankningen af Udvikling Fyn kommer efter, at ejerkredsen, der består af fem fynske kommuner, sidst i juni vedtog en ny udviklingsplan for organisationen.

- Med den tilpasning af organisationen, som nu er sket, bliver det tydeligt, at Udvikling Fyn 2.0 er en helt ny retning og en helt nye organisation. Udvikling Fyn og ejerkommunerne mener det seriøst, når vi har sagt, at vi vil gøre tingene på en helt ny måde. Udvikling Fyn er et ambitiøst og strategisk gennemarbejdet fundament, som vi tror på vil have reel vækstskabende effekt, og nu er vi endelig i gang, siger Betina Eriksen.

Nordfyns Kommune sagde tirsdag nej til at blive medlem af Udvikling Fyn og vil i stedet at lave sit eget lokale turisme- og erhvervssamarbejde. Dermed er tre kommuner helt ude af samarbejdet.

Ud af de 10 fynske kommuner har Udvikling Fyn nu fem ejerkommuner, mens Kerteminde og Langeland stadig mangler at tage stilling til om de vil være med.

Oversigt

    Oversigt