Efter krisen: Syddanmark mangler 49.000 job

Det står sløjt til med at få genskabt de job, som krisen tog livet af. Værst ser det ud i Region Syddanmark.

I andet kvartal 2014 steg beskæftigelsen i alle landets regioner bortset fra Region Sjælland, og det betyder, at den samlede beskæftigelse nu ligger 122.000 job under 2007-niveau.

Det fremgår af en analyse, som Spar Nord har lavet på baggrund af nye tal for den såkaldte AKU-ledighed fra Danmarks Statistik.

Den viser, at AKU-ledigheden - der er en arbejdskraftundersøgelse - faldt med 10.000 i årets andet kvartal til 186.000. Det er 13.000 lavere end for et år siden.

Region Hovedstaden er ifølge Spar Nord bedst til at få genskabt de tabte job. Regionen mangler kun 1000 job i at nå op på samme niveau som i 2007. Der er i øjeblikket 863.000 job i regionen.

Næstbedst går det i Region Nordjylland, hvor der mangler at blive skabt yderligere 5000 eller knap to procent flere job, før beskæftigelsen er tilbage på 2007-niveau.

Værst ser det ud i Region Syddanmark og Region Sjælland, hvor der i dag er henholdsvis 49.000 og 38.000 færre job end før krisen.

- I 2008 var jobmarkedet så overophedet, at det ikke giver mening at stile efter, men i 2007 havde vi et strukturelt realistisk niveau for beskæftigelsen, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Han hæfter sig ved den store forskel i de enkelte regioners tempo i jobskabelsen, men er ikke overrasket over, at Region Hovedstaden er den første region, der næsten er tilbage på 2007-niveau.

- Region Hovedstaden er efter danske forhold enestående på flere områder. Blandt andet er den betydelige befolkningstilvækst og den økonomiske dynamik i regionen effektivt brændstof til jobmotoren, siger Jens Nyholm.

En relativ høj andel af konjunkturfølsomme industriarbejdspladser er ifølge Jens Nyholm en del af forklaringen på, at Region Syddanmark og Region Sjælland placerer sig som de to regioner, der har suverænt mest jobskabelse til gode. De to regioner tabte tilsammen knap 90.000 job.

- Selv om beskæftigelsen i Danmark generelt går den rigtige vej, og selv om danske eksportvirksomheder nyder godt af den økonomiske fremgang hos vores vigtigste samhandelspartnere, så vil det tage mange år at genskabe de knap 90.000 job, som i alt er tabt i Region Syddanmark og Sjælland, vurderer Jens Nyholm.

Oversigt

    Oversigt