Nordfyn: Får fattighjælp og sænker skatten

Et flertal i Nordfyns Kommune vil sætte skatten ned, selvom kommunen får fattighjælp. Et fynsk folketingsmedlem vil have Økonomi- og indenrigsministeren til at kigge på sagen.

Det er socialdemokraten Jan Johansen, der vil rejse sagen i Folketinget. Han undrer sig over, at et borgerligt flertal i Nordfyns Kommune modtager statshjælp, som særligt vanskeligt stillet kommune, og alligevel er i stand til at sætte skatten ned.

- Det lyder helt forkert i mine ører. Når man giver en kommune penge fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, så er det fordi kommunerne skal servicere borgerne, og ikke give borgerne skattelettelser, siger Jan Johansen(S).

Netop debatten om skattelettelser var årsag til, at Socialdemokraterne, Nordfynslisten, SF og Enhedslisten gik fra budgetforhandlingerne tirsdag aften.

- Jeg synes, at det er underligt, at vi kan sænke skatten nu, siger Kim Johansen(S), medlem af Nordfyns Byråd.

De konservatives Franz Rohde kan ikke forstå kritikken. Kommunen har tidligere hævet skatten og nu skal de penge tilbage til borgerne, mener han.

- Det er et spørgsmål om at vi barbere toppen af de skattestigninger af, der har været. Jeg synes denne debat er helt ude af proportioner. vi vil gerne have tilflyttere, og lav skat og grundskyld kan tiltrække borgere, siger Franz Rohde(K).

Jan Johansen vil nu have økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard til at se på sagen.

- Jeg vil høre om der er opbakning til, at kommunen skal nederst i bunken næste eller slet ikke have penge fra denne pulje, siger Jan Johansen.

Det borgerlige flertal på Nordfyn mødes igen onsdag og forhandler videre om næste års budget.

Oversigt

    Oversigt