Overlæger: Fødeafdeling afvikles ad bagdøren

Overlægerne på fødeafdelingen i Svendborg erklærer nu i et åbent brev mistillid til deres egen ledelse. De mener, at ledelsen er ved at afvikle fødeafdelingen.

Politikerne i Regions Syddanmark har tidligere syslet med planer om at lukke Fødeafdelingen i Svendborg. Men i de foreløbig budgetplaner for Region Syddanmark - der bliver endelig vedtaget senere mandag - bliver der ikke opereret med en lukning af Svendborgs fødeafdeling.

Alligevel så frygter overlægerne på afdelingen for fødeafdelingen fremtid.

I en mistillidserklæring til ledelsen af afdeling D på OUH skriver overlægerne, at de frygter, at ledelsen er i fuld gang med at lukke afdelingen ad omveje.

I følge overlægerne har ledelsen truffet en lang række beslutninger, som trækker i retning af en lukning.

Overlægerne henviser blandt andet til, at kursister bliver trukket væk fra afdelingen, at der ikke bliver tilført erstatningslæger fra Odense og at stillinger ikke bliver genbesat ved orlov eller pensionering.

Lægerne skriver, at der skal tilføres mindst tre læger til Svendborg inden årsskiftet, hvis afdelingen skal opretholdes, og de kan ikke se tegn på, at ledelsen gør noget for at indfrie denne normering.

Brevet slutter af med, at overlægerne ønsker en klar udmelding fra ledelsen om afdelingens fremtid, så de kan tage deres stillinger op til overvejelse.

Ledelsen af fødeafdelingen er ked af mistillidserklæringen og afviser, at ledelsen vil lukke ad bagdøren.

- Jeg er rigtig ked af det her brev, men vi har ingen planer om at lukke fødeafdelingen i Svendborg. Der er lagt op til besparelser, og jeg tror, at det er derfor at overlægerne er frustrerede, siger chefjordmoder Anette Lund Frederiksen.

Hvor meget fødeafdelingen i Svendborg skal spare, ved ledelsen først, når budgettet er endelig vedtaget.

- Vi har ikke rigtig kunne tage en drøftelse med overlægerne for vi kender endnu ikke vores egen opgave. Men vi vil tilbyde overlægerne et møde tirsdag, når vi kender sparekravet, og så drøfte deres brev, siger Anette Lund Frederiksen.

Oversigt

    Oversigt