Kirken ind i folkeskolen

Fyens biskop, Tine Lindhardt mener, at folkekirken kan bidrage til dannelse og uddannelse af skolebørn.

Tine Lindhardt vil arbejde for at oprette kirke-skoletjenester, der skal tilbyde undervisning og undervisningsmaterialer til de fynske skoler.

- Folkeskolereformens åbne skole og understøttende undervisning er en gave til kirkelig undervisning, siger Tine Lindhardt.

Hun fastslår, at folkekirken hverken må eller skal forkynde i skolen:

- Men vi har masser at tilbyde til den almene dannelse og forståelsen af den danske kultur, siger hun.

Derfor er præst Eva Ladefoged ansat i Vester Hæsinge Sandholt Lyndelse pastorat til at lave skole-kirkearbejde på Sydfyn.

Det foregår i samarbejde med en lærer, som de sydfynske provstier forventer at ansætte 1. januar.

Gode erfaringer i Odense

I Odense leverer folkekirken allerede undervisningsmateriale til kommunens skoler.

Et eksempel er kostumer og manuskript til en musical om Noahs Ark - en fortælling som er fælles for kristne, muslimer og jøder.

Et andet eksempel er et rollespil om begravelsesritualer i jernalderens og nutidens Danmark.

Ifølge projektleder Esbern Skovgård har rigtig mange søgt om skoletjenestens hjælp i efteråret 2014:

- Lærerne har travlt og sætter pris på grydeklart materiale i god kvalitet, siger han.

Mere om folkekirkens tilbud til skoler

Oversigt

    Oversigt