Ministernej til åreladning af SDU

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen afviser pure, at SDU kan miste en femtedel af sine bachelorstuderende på grund af nye regler for optag.

- 1100 studerende tabt på SDU kan jeg slet ikke genkende, og jeg kan sige, at det kommer ikke til at ske, siger Sofie Carsten Nielsen til TV 2/FYN.

Hun reagerer på, at beregninger fra SDU viser, at universitetet vil miste 1100 bachelorstuderende i 2015, hvis de nye regler skal gennemføres som de foreligger.

Det er en femtedel af universitetets optag af bachelorstuderende i 2014.

Men det kommer altså ikke til at ske.

- Vi er nu i en proces, hvor vi taler om tingene og ser på, om noget skal rettes til, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun lægger op til nye regler for optagelse af studerende, der skal hindre at de unge bliver uddannet i fag med høj ledighed og i stedet vælger uddannelser med god chance for beskæftigelse bagefter.

Oversigt

    Oversigt