Odense åbner døren på klem for FilmFyn

Odense Kommune afsætter fra 2016 en million kroner til FilmFyn. Dermed mangler kun Nyborg og Middelfart at støtte filmfonden.

Når politikerne i Odense Byråd onsdag vedtager budgettet for næste år, går Odense Kommune efter at blive associeret medlem af FilmFyn.

I første omgang afsætter Odense en million kroner til FilmFyn for at "sikre og udvide mulighederne for den promovering og goodwill, der kan opnås gennem et associeret medlemskab af Film Fyn", som det hedder i budgetaftalen, der er underskrevet af alle partier i byrådet.

Odense Kommune har i årevis stået uden for samarbejdet.

- Vi er glade for, at forligspartierne nu er enige om, at vi nu skal arbejde for at finde en måde at komme med ind i samarbejdet omkring Film Fyn, siger byrådsmedlem Pernille Bendixen (O).

Selvom der i budgetaftalen står, at Odense nu går efter at blive associeret medlem på linje med Assens og Kerteminde kommuner, så svarer det økonomiske tilskud på en million kroner ikke til hvad det koster at blive associeret medlem.

Alligevel glæder FilmFyn sig over den nye linje i Odense.

- Det er konstruktiv symbolpolitik og en åbning, vi er glade for, siger direktør for FilmFyn, Bo Damgaard.

Ejerkredsen bag FilmFyn består af Nordfyn, Svendborg, Ærø, Langeland, Faaborg-Midtfyn og Svendborg Kommuner. De betaler hver især 43 kroner per borger til FilmFyn. Associerede medlemmer betaler mellem 12 og 16 kroner per borger.

Hvis Odense skulle være associeret medlem skulle kommunen betale 3,5 millioner kroner, og ni millioner som fuldgyldigt medlem, men der er altså kun afsæt en enkelt million fra 2016.

FilmFyns årlige budget er på 12 millioner kroner, og hvis Odense og Nyborg blev fuldgyldige medlemmer ville budgettet blive på 22 millioner kroner og sikre filmproduktion året rundt på Fyn. I dag rækker budgettet kun til filmproduktion syv måneder om året.

Oversigt

    Oversigt