Fynsk efterskole får 200.000 kroner til gamle husdyrracer

Landets mindste efterskole, Vestfyns Efterskole, får nu 200.000 kroner af Fødevareerhvervstyrelsen til deres arbejde med at bevare gamle danske husdyrracer.

- Vi er meget begejstrede, og det er rigtig rigtig mange penge for os, siger forstander Marie Klit fra Vestfyns Efterskole.

Igennem mange år har skolen haft en lille kvægbesætning bestående af to røde malkekøer og en kvie og et stort antal landracefår. Dyrene bliver brugt i undervisningen, og hver sommer bliver bestanden fragtet med båd til Birkholm, hvor de græsser sommeren igennem.

- Vi skal bruge pengene til at udbrede kendskabet til vores gamle husdyrracer. Vi skal have en video og materiale om dyrene, og fortælle fynboerne, at de er velkomne til at kigge forbi og se på de sjældne dyreracer, siger forstanderen.

Skolen har planer om at udvide og skabe Vestfyns Efterskoles bevaringscenter, så skolen også får en bestand med heste, grise, høns og ænder.

Oversigt

    Oversigt