Færre indbrud på Fyn

I de fleste fynske kommuner skete der færre indbrud i boliger i 2013 end i årene før, men det er stadig meget få indbrud, der fører til sigtelser.

Fynboerne anmeldte i alt 3548 indbrud i beboelser i 2013.

I 2012 var tallet 3845, viser tal fra Danmarks Statistik.

Tre kommuner har dog fået flere indbrud.

I Assens blev der anmeldt 332 indbrud i 2013 mod 327 i 2012 og kun 205 i 2011.

Også Kerteminde har oplevet en markant stigning fra 134 i 2011, 172 i 2012 og 238 i 2013.

Og i Middelfart steg antallet af anmeldelser fra 350 i 2012 til 395 i 2013.

Fald i Odense

I Odense er antallet af indbrud faldet støt de senere år. Der skete 1566 indbrud i beboelser i 2013 mod 1659 året før.

Projektleder Lone Harlev, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden giver borgernes indsats æren.

Hun peger dog på, at selvom der generelt sker færre indbrud, så sker faldet fra et højt niveau.

Der sker flere indbrud i Danmark end i de fleste europæiske lande.

- For eksempel har Danmark tre gange så mange indbrud pr. 100.000 indbyggere som Norge og Sverige, siger hun.

Der er flere mulige årsager til de høje, danske tal:

Borgernes tilbøjelighed til at anmelde indbrud, befolkningstæthed, forsikringsbetingelser og værdier i hjemmene kan spille ind, og endelig er det forholdsvis nemt at begå indbrud i Danmark på grund af folks manglende sikring af hjemmet.

Mens antallet af indbrud altså generelt falder er det meget få af indbruddene, der nogensinde bliver opklaret.

Af de 3548 indbrud på Fyn i 2013 blev der kun rejst sigtelse i 247 sager, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Se tallene fra din egen kommune

Oversigt

    Oversigt