Offer for flugtbilist efterlyses

En cyklist blev tirsdag middag offer for en flugtbilist, da han blev kørt ned i Odense. Flugtbilisten blev fundet, men offeret mangler.

Ulykken skete tirsdag klokken 12 i krydset mellem Rødegårdsvej og Stæremosegårdsvej i Odense. En cyklist på 15-20 år blev ramt af en venstresvingende bil, og faldt hårdt til jorden. Vidner har fortalt, at det så ud som om, at han slog sit hoved voldsomt.

Et vidne fulgte efter den flygtende bilist, og bilen blev kort efter stoppet på Sønder Boulevard i Odense. Bilisten kørte i en sort Ford Mondeo med regnr. AH15567.

- Den 21-årige bilist kørte uden kørekort og var påvirket af euforiserende stoffer. Vi sigter ham uforsvarlig kørsel og for at flygte fra et færdselsuheld, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist.

Cyklisten, der blev ramt af flugtbilisten, er der dog ingen spor af, og politiet vil derfor meget gerne i kontakt med cyklisten. Han beskrives som værende 15-20 år med kort lyst hår.

Henvendelse til Fyns Politi på 114.

Oversigt

    Oversigt