Kommune ændrer skoledistrikt

Odense Kommune ændrer skoledistrikt trods protester fra forældre. Kommunen indfører dog samtidig en begrænset søskendegaranti.

En gruppe forældre fra Tingløkkeskolen i Dalum overrakte 20. oktober 662 underskrifter til den radikale rådmand på Børn- og Ungeområdet Susanne Crawley Larsen mod endnu en ændring af skoledistrikterne.

I løbet af de sidste 12 år er grænserne mellem skoledistrikterne i Dalum blevet flyttet flere gange. Men kommunen vil flytte grænserne igen, fordi der er store pladsproblemer på Tingløkkeskolen.

Men trods protesterne har Børn- og Ungeudvalget i Odense Kommune besluttet at gennemføre en ændring af skoledistriktet.

Samtidig bliver der indført der en begrænset søskendegaranti, der betyder, at "forældre fra de berørte delområder fortsat kan få deres barn indskrevet på Tingløkkeskolen i forbindelse med indskrivningen til børnehaveklasse i november til det følgende skoleår, hvis barnet ved indskrivningen har søskende i det følgende skoleår på 1. - 3. klassetrin."

Garantien gælder kun for forældre, der ved indskrivningen i november 2014 har børn på Tingløkkeskolen.

Garantien gælder ikke for forældre, der i forbindelse med regler om det frie skolevalg, vælger at få indskrevet deres barn på Tingløkkeskolen.

Oversigt

    Oversigt