Svendborg i top som turistby

Svendborg får flotte karakterer i en rapport om 25 danske turistbyer, men eksperterne kritiserer, at byen ikke udnytter sine muligheder godt nok.

God service, spændende lokale butikker og spisesteder - ting, der er med til at kendetegne en god turistby.

25 af sådanne byer er blevet analyseret af Videnscenter for Kystturisme.

Og der er godt nyt til Svendborg. Byen scorer nemlig så mange point, at den indtager en flot andenplads.

- Svendborg er en hyggelig og spændende by at besøge. Der er mange flotte og gamle, velholdte bindingsværkshuse, og det kuperede terræn i byen bidrager også meget til den hyggelige atmosfære, hedder det blandt andet i rapporten.

Også kritik

Eksperterne hos Videnscenter for Kystturisme kritiserer dog Svendborg for ikke at have sammenhæng i byen, ikke at fortælle om byens historie, ikke at udnytte det Sydfynske Øhav og ikke have et eneste skilt fra bymidte til havn.

- Det lader ikke til, at der er lagt en større strategi for havnen med en gennemtænkt plan for, hvad der skal være af liv, oplevelser og opholdspladser, hedder det blandt andet.

Ekspertpanelet, der besøgte Svendborg 19. juni 2013 bestod af Eva Steensig fra Lighthouse Business Sociology, Lars Ramme Nielsen fra VisitDenmark i Tyskland, Helle Nysted Andersen fra Dansk Bygningsarv, Morten Strange fra Top Attraktioner, Per Bak Malle fra Campingrådet og Poul Østergaard, Lalandia, repræsentant for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Landets bedste turistby blev Sønderborg, mens Gilleleje blev nummer tre.

Skynder sig langsomt

Borgmester Lars Erik Hornemann, Venstre, erkender, at meget kunne gøres bedre.

Den manglende skiltning mod havnen forklarer han med, at svendborgenserne jo godt ved, hvor den er:

- Men som turist i bymidten kan man jo ikke se havet og skibsmasterne. Det kan gøres bedre, siger han.

Han nævner også, at kommunen arbejder på planer om at oprette et museum, der sætter mere fokus på den lokale historie, ikke mindst byens maritime fortid.

Han erkender også, at det har trukket ud med at udvikle for eksempel havneområdet, men siger samtidig at den slags skal have sin tid:

- Det kræver at der virkelig er tid til at diskutere tingene - altså skynde sig langsomt, siger Lars Erik Hornemann.

Oversigt

    Oversigt