Elev-formand: SFO-svækkelse ændrer ikke ved god reform

Formanden for Danske Skoleelever er stadig positivt indstillet overfor reformen, selvom SFO'erne svækkes.

Folkeskolereformen er stadig en god idé, selvom det går udover SFO'erne. Det mener Danske Skoleelevers (DSE) formand, Miranda Dagsson.

Tal fra BUPL viser, at indskrivningen i SFO'er og andre fritidstilbud er faldet, efter folkeskolereformen er blevet implementeret.

Det ærgrer Miranda Dagsson, men ikke nok til at ændre på forholdet til reformen.

- Vi synes stadig, at indholdet af reformen er super godt. Der er nogle vanskeligheder i implementeringen af reformen, og der er nogle ting, der ikke helt er faldet på plads, siger hun til Ritzau.

- Det er rigtig vigtigt, at man evaluerer, hvordan de første tre måneder har været, for der har været nogle opstartsvanskeligheder med den her reform, som er gået udover SFO'erne.

I BUPLs undersøgelse angiver ledere og pædagoger på SFO'erne, at kvaliteten af fritidstilbudet er blevet dårligere, fordi både pædagoger og elever er trætte efter den længere skoledag.

Miranda Dagsson mener ikke, at skoledagens længde gør pædagoger og elever trætte. Hun peger i stedet på indholdet i undervisningen på skolen, hvor hun mener, at virkeliggørelsen af reformen lader en del tilbage at ønske.

- Det er gået udover den varierede undervisning, vi er blevet lovet. Der er nogle elever, der har følt, at vi bare har fået en længere dag. Der er også nogle, der har følt, at det her fungerer rigtig godt, siger hun.

Hun håber, at man holder kvaliteten af tilbuddet af fritidsordninger, selvom antallet af indskrivninger falder.

- Der er nogle børn, der ikke går hjem og er sammen med deres venner, og de har det rigtig fedt med at tage i SFO. Det er super vigtigt for dem, at der er et tilbud, og at det bliver ved med at være der, mener Miranda Dagsson.

Oversigt

    Oversigt