Kold College oplever praktiksucces

Mens manglen på praktikpladser for unge under erhvervsuddannelse på landsplan er alarmerende, så viser Kold College i Odense for andet år i træk stor fremgang. I år har de sendt 360 elever i praktik.

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at omkring 13.000 unge lige nu står uden praktikplads.

Men sådan ser det ikke ud for Kold College i Odense, som har en række erhvervsuddannelser inden for blandt andet gartnerfaget, landbrug, kokke og tjenere.

Her er antallet af indgåede praktikpladsaftaler - de såkaldte uddannelsesaftaler - gået frem på flere af uddannelserne. For kokkene er der tale om hele 47 procents fremgang sammenlignet med sidste år.

- Vi har i flere år satset hårdt på at komme ud i virksomhederne for at fortælle om, hvor vigtigt det er, at de tager unge elever i praktik. Den indsats betaler sig flere steder. Eksempelvis inden for restaurationsfagene, hvor vi kan se, at vi får stadig lettere ved at indgå uddannelsesaftaler, siger Hans Skjerning, direktør, Kold College.

Fremgang - men også tilbagegang

Også gastronom- og tjenerfaget er gået frem med henholdsvis 30 og fire procent sammenlignet med sidste år.

Men der bliver færre praktikpladserne til bagereleverne.

Antallet af indgåede uddannelsesaftaler for bagereleverne er gået tilbage med 13 procent i 2014, men det er bedre en frygtet:

- Tidligere på året stod vi med en tilbagegang for bagereleverne, der viste hele 46 procent. Og for bagerfaget generelt må man sige, at tiderne har været alt andet end gunstige, fortæller Per Jørgensen, der er praktikpladskonsulent på Kold College og uddyber:

- Ustandseligt hører vi om bagere, som må dreje nøglen om. I det lys er det positivt, at den negative kurve for uddannelsesaftaler er begyndt at vende det sidste halve år.

Oversigt

    Oversigt