Fynsværket solgt for 600 millioner

Den svenske energikoncern Vattenfall har solgt Fynsværket til Fjernvarme Fyn for 600 millioner kroner.

Fremover bliver det fjernvarme Fyn, der skal levere både varme og strøm til størstedelen af fynboerne. Det står klart, efter at Fjernvarme Fyn har indgået en aftale med den svenske energikoncern Vattenfall A/S om at købe Fynsværket for 600 millioner kroner. Fjernvarme Fyn overtager samtidig alle de nuværende medarbejdere på Fynsværket.

Et salg, der ifølge borgmester Anker Boye sikrer konkurrencedygtige priser til private såvel som erhvervskunder på Fyn.

- Vi har i og omkring Odense en række erhverv, blandt andet gartnerne, der ikke kan være tjent med usikkerhed om prisen på varme. Med købet af Fynsværket får vi skabt sikkerhed, og sikret konkurrencedygtige priser til gavn for erhvervslivet og naturligvis de private brugere, udtaler Anker Boye.

Fjernvarme Fyn har i en årrække leveret varme til priser, der er blandt de ti procent laveste i landet. Et prisniveau, som kunderne ifølge administrerende direktør i Fjernvarme Fyn Jan Strømvig, også kan se frem til i fremtiden.

- Det er vores vurdering, at vi med købet bedst sikrer kunderne konkurrencedygtige priser. Vi vil i endnu højere grad have den enkelte kundes behov for øje, og vil løbende effektivisere for at sikre dem de lavest mulige priser, siger han.

Sammen med de konkurrencedygtige priser er det Fjernvarme Fyns bestyrelsesformand Dorte Hjertstedt Boyes indstilling, at Fynsværket fremover skal prioritere en mere bæredygtig produktion af varme og el på Fyn.

Men det skal være en grøn omstilling, der tager hensyn til de udfordringer fynske erhverv som gartnerierne, står over for.

Oversigt

    Oversigt