Kent Nielsen bliver træner i OB

Til sommer overtager Aabs nuværende træner, Kent Nielsen, ansvaret for OBs superligahold. Det bekræfter OB.

Kent Nielsen meddelte mandag, at han med udløbet af sin kontrakt til juli næste år stopper i Aab.

Og mandag eftermiddag meddelte OB, at Kent Nielsen fra juli 2015 bliver ny cheftræner i OB. Han tiltræder på en fire årig kontrakt.

- I Kent Nielsen får vi en rutineret træner, der er dygtig til at sætte sit aftryk på de hold, han står i spidsen for. Jeg kender Kent indgående fra vores fælles tid i Horsens, og jeg er overbevist om, at han vil være en stor gevinst for os. Kent er dygtig til at arbejde tålmodigt med langsigtede mål, samtidig med at han holder fokus på at skabe resultaterne hen ad vejen, og derfor har vi lavet en lang aftale på fire år, som gerne skal give os den kontinuitet, vi har ønsket os længe, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til OBs hjemmeside.

Dermed overtager Kent Nielsen jobbet fra den nuværende træner Ove Pedersen. Han blev hevet ind som erstatning for Troels Bech, da OBs resultater svigtede i første halvdel af efterårssæsonen. Hans kontrakt udløber samtidig med at Kent Nielsen tiltræder som ny cheftræner.

- Vi har fået en god afslutning på 2014, og det betyder, at vi kan tage fat på det nye år med en masse optimisme. Jeg har prøvet flere gange før at stå i en situation, hvor jeg stod i spidsen for et hold, jeg godt vidste, at jeg skulle forlade ved sæsonens slutning. Det har hele tiden ligget i kortene, at jeg skulle være ansat i OB frem til 1. juli, så det er ingen overraskelse for mig, og jeg ser det kun som en udfordring, at jeg skal gøre truppen så klar som muligt, så Kent har det optimale afsæt til sommer, siger Ove Pedersen.

Kent Nielsen har været træner i Aab i fem år. Han har reddet klubben fra nedrykning, og sikrede sidste år klubben både mesterskabet og pokaltitlen. Nu ser han frem til at prøve nye udfordringer i OB.

- Det er tydeligt for alle, at OB er i gang med en tilpasning, der har varet ved i noget tid. Men Jesper Hansen har været med til at skabe en rygrad og et fundament omkring holdet, som Ove Pedersen er godt i gang med at implementere på holdet. Det er den helt rigtige udvikling, og den glæder jeg mig til at blive en del af, siger Kent Nielsen.

Oversigt

    Oversigt