Randers-chef: Greve er ligaens mest spændende målmand

Jens Jørgen Andersen forventer sig meget af Cecilie Greve, der fra næste sæson tiltræder i Randers HK fra HC Odense.

Håndboldklubben Randers HK offentliggjorde torsdag, at klubben fra næste sæson tilknytter målmanden Cecilie Greve, der i øjeblikket spiller for HC Odense.

Randers-direktør Jens Jørgen Andersen glæder sig over, at landsholdsspilleren kommer til klubben på en toårig kontrakt.

- Cecilie er den mest spændende målmand i Danmark lige nu. Hun har noget, andre ikke har, nemlig en størrelse, der gør det markant anderledes at skulle skyde på hende, end man er vant til, siger han.

Cecilie Greve skal i Randers HK udgøre et målmandsteam med Marianne Lundsby, mens den serbiske målmand Ana Vojcic forsvinder efter denne sæson.

Greve er markant højere end både Vojcic og Lundsby, hvilket skal give Randers HK en fordel i kampene.

- Jeg synes, at vi får ligaens måske mest spændende konstellation. Dels fordi vi tager to danske målmænd, som begge er tæt på landsholdet. Dels fordi de begge er forholdsvist unge og har forskellige kompetencer.

- Cecilie er større end Marianne og har lidt mere fysik, og hun er lidt mere afventende. Mens Marianne er rigtig dygtig på skud fra tæt hold, siger Jens Jørgen Andersen.

Randers HK forsøger bevidst at have forskellige kompetencer på forskellige positioner.

- Det er også det, Cecilie er castet til. Hun har en anden statur end Marianne og nogle andre kompetencer. Vi vil gerne kunne veksle, når vi laver udskiftninger.

- Det samme har vi gjort på positionen som stregspiller, hvor vi er gået fra at have to spillere, der minder lidt om hinanden, til at have to med forskellige kompetencer, siger Jens Jørgen Andersen.

Randers Hk indtager i øjeblikket femtepladsen i Boxer Dameligaen med 19 point for 16 kampe.

Oversigt

    Oversigt