Tyskerne vilde med fynske øko-produkter

Fynske produkter har succes på verdens største økologiske messe. Især tyskerne er vilde med produkterne.

Økologiske produkter fra Fyn er populære blandt især tyske forhandlere. I hvert fald kan flere fynske firmaer vende tilbage fra verdens største økologiske messe, BioFach i Nürnberg, med konkrete handelsaftaler i hus.

Et af de fynske firmaer, der har succes i Tyskland, er Growers Cup, der har udviklet en engangsstempelkande til kaffebrygning.

- Det er lykkedes os at få en aftale med den tyske øko-kæde Bio Compagny - det er vores gennembrud på det tyske marked. Vi har også haft en meget positiv dialog med andre tyske kæder og fået en masse kontakter, som vi skal hjem og følge op på. Så det har bestemt været turen værd, siger salgschef i Growers Cup, Jens Grundtoft.

Også Ørbæk Bryggeri har medvind sydpå - de lancerer deres økologiske øl og sodavand i tyske butikker til april.

Successen er velfortjent, mener Økologisk Landsforening, der også tidligere har forsøgt at brande de økologiske produkter fra Danmark på netop det tyske marked.

- De tyske indkøbere fremhæver især den høje innovationsgrad hos de danske udstillere som attraktive. Flere af virksomhederne har opnået konkrete aftaler med tyske kæder de sidste par dage, forklarer Helene Birk fra Økologisk Landsforening.

Oversigt

    Oversigt